Der er så meget jeg vil fortælle dig om Djinn

Dig der læser dette lige nu. Det har taget mig noget tid at skrive dette opslag. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det er noget med tid tror jeg eller ideen om den. Hvad der er spild af tid, hvad jeg burde bruge min tid på, hvad jeg har og ikke har tid til. Der er så meget jeg vil fortælle dig om Djinn, arbejdet med den, rejsen, alt det jeg har set og oplevet, men jeg kan ikke finde ordene, ligesom et digt. Hvad er en djinn overhovedet? Det vil jeg ikke svare på nu men i stedet vil jeg fortælle dig jeg glæder mig til at du skal læse den. Jeg har skrevet den til dig.

E-boks fortalte mig forleden at jeg har flyttet 4 gange på et år. Jeg kan stadig mærke det i kroppen. Og så er jeg lige blevet tredive. Kan du tro det? Året inden jeg flyttede til København var jeg hjemløs med en plettet straffeattest. Nu er jeg blevet en del af den kreative klasse. En dag går du i seng på et værelse med en køjeseng som du deler med din lillebror, det næste åbner du øjnene i en anden by, i et andet liv.

Forleden så jeg en bror i moskeen til fredagsbøn. Han havde skudsikker vest på. Ved han virkelig hvordan det føltes at frygte for sit liv tænkte jeg? Det er som om alt, for tiden er et flashback. Noget jeg ikke taler om, er modstand. Al den modstand jeg oplever i mit liv, mit arbejde. De kampe jeg tager, de rum jeg befinder mig i, samtaler jeg insisterer på at vi skal have. Om det er digte eller dramatik. Jeg har altid gjort tingene på min egen måde.

Jeg tror stadig på kunsten kan forandre verden. Det er naivt men værd at holde fast i. Det der har ændret sig allermest, er at jeg sætter større og større pris på mit privatliv. Det er blevet min største kapital. Jeg ser hele tiden dette liv for mig hvor jeg trækker mig tilbage, fire børn og et hus i Marokko. Sidde og skrive til solen går ned, høre muezzinen kalde til bøn.

Nu står det her, så jeg en dag kan vende tilbage til det.

– Elias