Hvordan er man tro mod sig selv?

Det er let at blive afhængig af de ting der føles godt. Det ved alle. Det er let at blive afhængig af nydelse.

Jeg sidder stadig og skriver. Det så let at skrive i tankestrømmen. Jeg var i København i går. Havde toårsdag med XXXX. Tiden går stærkt. Jeg fortæller ham det snart. Stille og roligt. Ingen hast. Denne sommer.

Jeg arbejder på at stå ved mig selv. Hvordan er man tro mod sig selv? Jeg klipper snart min hår. Gør noget nyt. Et eller andet må der ske. En ørering? Er det reaktionært eller hvordan? Autenticitet. Autenticitet. Renæssance er lettere at skrive på dansk end på engelsk.

Jeg prøver at være i kontakt med skriften hver dag. Hver dag, hver dag, hver dag. En vis form for monomani er nødvendig skriver Pia Tafdrup i sin poetik. En vis form for megalomani er nødvendigt skriver jeg i min.

Det er om morgenen at jeg føler jeg mig tættest på mig selv, tættest på Allah. Livet er ikke længere uudholdeligt. Bilerne suser forbi mig og jeg svømmer stadig godt. Ti baner på ryggen og så en tur i saunaen.

Hvor blev familien og barndomsvennerne af. Eller rettere hvordan kalder jeg dem ind igen. Dem der ikke vil mere. Eller mig der ikke længere vil den sproglige vold. Den sproglige vold. Den er overalt. Jeg vil ned og træne i dag. Træne? Hvad? hvad skal jeg træne. Bryst. Ryg. Mave. Ben? Mave burde jeg træne snart. Eller core hedder det.

Jeg vil lave en opfølger til gadestreger på et tidspunkt. Finde det der hænger sammen. Hylet. Allan Ginsberg. Er der nogensinde lavet en bedre indspillet oplæsning. Jeg tror det ikke. Det er på en måde pinligt at skrive. Jeg er startet med at bede igen. Det føltes godt. Underkastelsen giver ro. Skylder ind over mig som bølgerne ved Vejle fjord.

Hvorfor beder jeg altid om tilgivelsen spørger jeg mig selv? Hvornår blev det så svært at bede 5 gange om dagen. Et gult lerfad. Et æble. En Citron. En solopgang.