Jeg havde nogle ting, jeg skulle fortælle dig
- Elias Sadaq

- 1. jan. 2026
- 2 min læsning
Drengen stod og hamrede på timeglasset. Hvad laver du, spurgte hans far. Jeg prøver på at få tiden til at gå hurtigere.
Det er et halvt år siden jeg fik min uddannelse fra Den Danske Scenekunstskole, og nu er det allerede 2026. Jeg havde nogle ting, jeg skulle fortælle dig.
Har arbejdet på et filmprojekt med den talentfulde Alexander Mannstaedt. En dokumentar, der følger mig gennem Djinn. Du får lov til at komme ind bag nogle af de billeder, du har set kort. Det er blevet en hjemsøgende magisk film. Den mindede mig om ting, jeg havde glemt. Blink, og det er ovre. Filmen udkommer første kvartal af 2026.

Jeg vil virkelig gerne havde skrevet en ny digtsamling i 2025, men i stedet fik du en forestilling? Kan du svare mig på, hvor mange teaterstykker går der til en digtsamling?
Når det er sagt, så gør det mig så glad og stolt at fortælle, at Djinn-skuespillet, udkommer på Arkiv for Detaljer i 2026! Til alle, der ikke kunne komme ind og se forestillingen, og til alle, der vil tilbage. I får en mulighed for at opleve den gennem teksten. <3 Jeg skrev monologen som en forlængelse af Djinn-digtene, men også sit eget selvstændige værk. Det bliver en smuk udgivelse. Det lover jeg.
Ok. Ok. I 2026 skal jeg skrive to forestillinger m.m.?
Den ene er for Teater Momentum i Odense, hvor jeg arbejder som kunstnerisk profil 26/27. Jeg skal skrive ny dansk dramatik. Med andre ord et originalt værk og ikke en fortolkning eller bearbejdelse af et eksisterende værk ligesom Djinn? Jeg er ved at samle det kunstneriske hold, som om vi skal begå et røveri mod byen på højlys dag. I kan fange mig i Odense 2026, Ny Vestergade 18. Det var ham marokkaneren med overskægget og de homoseksuelle skuespil.
Den anden forestilling må jeg ikke tale om endnu…
Skulle havde skrevet noget personligt, men så blev det hele arbejde. Til sidst, tusind tak til alle medvirkende på Djinn. Føler jeg har levet inde i Lina Hashims installationer hele 2025.
Tak til forlaget, læsere og tak til publikum. Tak til min forlovede. Tak til mine venner. Tak til Zakarias og Younes.
<3
Elias Sadaq.



Kommentarer