Forlagschef Simon Pasternak: Sæt djinnen fri
- Elias Sadaq

- 26. mar. 2023
- 2 min læsning
Opdateret: 18. jul.
Tale ved min bogreception på Gyldendal af Simon Pasternak, forlagschef og medredaktør på DJINN.
Kære Elias – kære jer
6. maj 2022 skete der noget i dansk litteratur, måske kan man sige, at dansk litteratur begyndte at ændre sig lige den dag omkring kl. 16.45: der mødte Mette Mortensen og jeg nemlig dig og Amina – det var til Zakiya Ajmis reception for Delvist møbleret – du læste digtet NOKIA, citat af den første del: "Skal vi være venner spørger han/tre år inde en Volkswagen Sharan slynger ham hundrede meter ned ad Hasle Ringvej/i nattemørket på vej hjem fra byen/forsvinder han/4ever/ned i det skinnede display/fra en Nokia-telefon" citat slut og jeg huske, hvordan Mette og jeg igennem den tætpakkede sal kiggede på hinanden og nikkede … og siden var der stor diskussion og topmøde på de grønne stole i gården …
Og resten er historie som man siger.
Derefter modellerede du din digtsamling op, indførte ritualer og DJINNER og skabte et sted, hvor du – og andre - kan bo, et poetisk hus med døre i alle retninger.
Eller som du plejer at sige: Citat "Med Djinn er der nu blevet skabt et rum og sprog i litteraturen for den queer muslimske erfaring" citat slut.
Vi skal til at vænne os og glæde os over en dansk litteratur med flere centre, vi skal vænne os til at det er et andet VI andet end det plejer, hvor mange erfaringer, sprog og energier mødes, hvor der både er Pia Tafdrup, Hasle Ringvej og Koranen – det centrum er ikke hvad det har været, og det er kun fedt.
Vi skal finde hver vores dør til hinanden og bo i samme hus, selvom vi kommer fra forskellige steder – og det er jo det form er, et mødested, et fællesskab, ikke altid let, rart eller lige til at fatte, men i al den her verdens ævl og angst, så er lysten til at ville det fælles på sine egne præmisser så vigtig.
Og du er en modig digter, din egen mand, din egen stemme.
Jeg håber man begynder at lytte.
Så tak for at åbne en samtale, tak for at insistere på din sandhed, tak for dit mod og din intelligens.
Og tak for at skabe et nyt rum til os i det fælles hus.
Nu mangler vi kun at opdrage anmelderne og fortælle dem, at det IKKE er en kvalifikation IKKE at vide hvad en DJINN er eller kun at kunne identificere sig med noget "man har prøvet selv" – så kære kritikere lyt til andet end dig selv og din egen uvidenhed. Og sæt Djinnen fri …
Lad os håbe det sker.




Kommentarer