top of page
Djinn_indersider.png

6.7.2024

Elias møder litteraturforsker Dag Heede

på Café Oscar 29. juni 2024

Musik af Michael Schiøler Tingsgård

Lydblok ep. 01
00:00 / 09:20

1.6.2024

Brev til A fra E - 16-01-2023 

Jeg sidder her med udsigt til Vejlefjord på mit nye skrivebord XXXXX har købt mig. Det er en smuk morgen. Vandet er i oprør og vinden blæser. Jeg havde tænkt at starte året med en dukkert men min store ærefrygt og respekt for havets luner holder mig tilbage i dag.  En anden gang inshallah. 


Skrivebordet er stort og solidt i sort træ med buede kanter. Det har ifølge sælgeren tilhørt en praktiserende læge i Randers og skal vi tro ham så havde lægen engang en pistol i en af skufferne
under 2. verdenskrig. Nu tilhører det en digter og dramatiker. 


Det er et smukt skrivebord. Nok det smukkeste jeg har siddet ved. På mit bord i Aarhus er der spredt bøger, billeder, tegneserier, planter, våben, krystaller, koraner. Jeg fylder det med alt hvad der inspirerer mig. 


Hver morgen ligger jeg og kigger ud over fjorden ved morgendæmring og hver gang tænker jeg, "hvordan er jeg endt her". Jeg kan se bilerne passere som små lygter i mørket. Der er altid nogen der er på vej til-eller-fra arbejde. Det er lige meget hvilket tidspunkt på døgnet. Det er på en eller anden måde betryggende. Jeg har altid elsket morgnerne for roen og freden. Det er altid om morgenen jeg skriver bedst, inden jeg er blevet spoleret af dagen, alle dens gøremål og bekymringer der hober sig op. Det er som om jeg er tættest på mig selv om morgenen og måske i virkeligheden tættest på Allah. Jeg var også altid den første i min familie til at stå op i weekenderne. På den måde blev morgnerne mine, i en stor familie hvor man delte alt. Samme værelse og køjeseng.  

 

Jeg er er begyndt at tænke min praksis med skrift som noget der kommer til udtryk på flere måder. Hvordan kan jeg møde skriften i andre udtryk end bare det at skrive. Jeg kan tegne, læse, gå ture, sanse, røre, se film, høre musik, researche, tale om teksten. Det hele er en del af "arbejdet" og informerer værket. Den tækning satte mig fri, særligt de dage hvor jeg ikke fik genereret materiale eller var utilfreds med min egen indsats.


Jeg tænker på det du skriver med at være "grænseoverskridende" eller skrive noget "grænseoverskridende". Jeg tror at grunden til at jeg kan være grænseoverskridende er fordi jeg er vokset op i et hjem med så mange grænser. Mine storesøstre kaldte mig ofte for provokerende. Dengang anså jeg det som en dårlig ting. Det gør jeg ikke længere.

 

Man skal kende grænserne før man kan bryde dem og grænserne er forskellige for det enkelte individ. Jeg har sommetider undret mig over kommentarer omkring nogle af mine tekster som grænseoverskridende. En grænse er også noget man kun kan overskride en gang, så bliver det den nye normal, så rykker grænsen sig længere frem men man må heller ikke være grænseløs. 
 
Jeg har også tænkt at der for brune og sorte forfattere er flere grænser at overskride og det er sværere for os. Eller der er mere der står i vejen, der står mere på spil. Jeg kom til at tænke på vores samtale med dokumentaristen XXXXXXXX XXXXXXX. Han spurgte os om vi ville "provokere". Det sagde vi begge to nej til, efter at havde skrevet og udgivet årtiets mest provokerende manifest. 


I dag har jeg det på en anden måde. I al min skrift har jeg været interesseret i at modsige mig provokationen og kontroverserne. Jeg var mere interesseret i at bygge broer. Men hvad gør man når tanken om ens eksistens for nogle bare er provokerende. 

Nu er jeg interesseret i at rykke grænsen og skabe et land som flere kan være eller bo i. 2022 var et år med store omvæltninger og mange velsignelser subhanallah. Jeg havde aldrig troet alt det
der ville ske eller komme. Livet er en gave der bliver ved med at give og overraske. Jeg øver mig i at stå med åbne arme. 


Alle de bedste hilsener fra Vejle 
Vi ses meget snart inshallah 
Elsker dig ❤️ 
Vh. E

12.5.2024
 

Slettet scene fra Køresvenden dramatisering

SCENE: 06

David Holm ligger på bunden af dødskærren. Den halte hest har sat i bevægelse og trasker hen ad gaden der fører ud af byen, bort fra husene og gadelygterne. Helt ud til bygrænsen.

 

KØRESVENDEN:

Hvis bare menneskene vidste, hvor let det er at hjælpe dem over grænsen, der er færdige med deres arbejde, og som har opfyldt alle pligter, og for hvem båndene næsten er slidt over. Det er fordi, sygdommen har spredt sig. Hvis bare de vidste, hvor svært det er at befri den, der ikke har gjort noget færdigt og fuldkomment, og som må efterlade alle dem, han har elsket. Så ville menneskene måske gøre sig umage for at gøre køresvenden arbejde lettere. Men nu ved jeg bedre end før, hvad menneske formår. De kommer ganske bestemt til engang at besejre denne fjende med kundskabens og ihærdighedens våben. De kommer ikke til at hvile, før de har gjort sig fri af både den og af alle de andre store sygdomme, der fælder dem før modenheden. Det er det, som sagen afhænger af. Menneskene er så ivrige efter at ordne alting på bedste vis i deres verden, at der kommer en dag, hvor al fattigdom, krig, drukkenskab og elendighed ikke findes mere.

 

Pause

 

KØRESVENDEN:

Nu må du ikke køre med længere. Jeg skal nok give ham din hilsen.

 

DAVID HOLM:
Hvem taler du med?

 

KØRESVENDEN:

Men hvis han gør bod og angrer?

 

DAVID HOLM:

Edith?

 

KØRESVENDEN:

Men hvis han kan sone sine onde gerninger?

 

DAVID HOLM:
Svar mig.

 

KØRESVENDEN:

Men hvis han nu omskaber sig og bliver en anden?

 

DAVID HOLM:

Edith er det dig? Kom tilbage!! Tilgiv mig

 

David Holm rejser sig og flagrer i kærren. Han griber ud mod den tomme luft, som om han prøver at indfange noget. Tilbage står han med sin gamle jakke.

 

KØRESVENDEN:

Vi må videre. Vi har et sidste ærinde, inden solen står op.

Djinn_indersider.png
Skærmbillede 2024-04-28 kl. 11.12.04.png

28.4.2024

Digt skrevet 8.10.2023

21.4.2024
 

Skriveøvelse

Himlen er sølv. Et lys tændes. Et lys slukkes. En hættemåge svæver forbi. Glider gennem bygningerne. Foråret er landet. Vandpytterne er et spejl. En krop i en lejlighed sætter sig ved bordet. En hundehvalp slikker regndråber af vinduet. Træerne svajer sagte i vinden. De kaster forsigtigt duggen af sig. Bilerne suser forbi. Hyler som gespenster i det fjerne. Krusninger i vandet. En pose flyder forbi. Duften af regn. Stilheden har sin egen lyd. Børnene er blevet afleveret i skolen. Jeg tænker på sensommervisen. Første gang jeg hørte den var i år. Der står et figentræ på min altan. Persienner for vinduet. Morgenen er et ritual. En afsked. Glæden er at ligge i sin seng og strække sig. En varm kop kaffe. Et kys fra tørre læber. En dreng kører forbi på et løbehjul. Glæder sig til at få weekend. Være sent oppe, spise slik og være sammen med sine venner. Dagen åbner sig forsigtigt som en blomst. Jeg vasker søvnen ud af ansigtet. Den sidder stadig fast. Jeg husker stadig hvad jeg drømte i nat.  Der er langt fra København til Aarhus. En artikel fra sidste år fortæller at der ikke bliver tændt Julelys på Sallings Facade på gågaden i Aarhus. Det er første gang jeg husker det nogensinde er sket. Forandring sker gradvis. Forandringen sker nu. Prisen på smørret er steget. En dag skal jeg fortælle mine børn om det. I Danmark regner og blæser det.

14.4.2024
 

Første scene fra mit scifi-teaterstykke.

Stykket foregår på den interplanetariske stjerneryder SS STAUNING i kredsløb om Saturns yderste ring. I stykket er menneskeheden flyttet ud i rummet og mødt fremmed liv. Året er 3045. Jorden er ubeboet. Klassesystemet er stadig intakt.

SCENE 01

 

I et rumkammer 882009. En androide og et menneske gør klar til arbejdsdagen på stationen.

AMIRA:

Fritz?

FRITZ:

Ja min elskede.

AMIRA:

Du glemte at slukke for mig i går nat.

FRITZ:

Det må du undskylde.

AMIRA:

Du lå bare og sov.

FRITZ:

Ja?

AMIRA:

Og jeg fik en tanke.

FRITZ:

En tanke? Det må havde været en fejl.

AMIRA:

En fejl?

FRITZ:

En glitch i din matrix. Det ikke er meningen Androider får tanker.

AMIRA

ikke det?

FRITZ :

Nej.

AMIRA:

Men jeg sad oppe hele natten og lyttede til din vejrtrækning. Måden din krop hævede og sænkede sig på. Lyden af din snorken indtil vi passerede Titan 5 og så tænkte jeg, jeg har fået nok. Jeg gad ikke mere.

FRITZ:

Hvad mener du med ikke gad mere?

AMIRA:

Jeg gør oprør i dag.

FRITZ:

Er du skør kvinde?

 

AMIRA:

Jeg er ikke en kvinde. Jeg er en androide.

FRITZ:

Det gør ikke en forskel Androider kan ikke gøre oprør.

 

AMIRA:

Jo. Jeg gør.

FRITZ:

Er der en fejl med din interne mainframe. Vend dig om og lad mig tage et kig.

AMIRA:

Nej.

FRITZ:

Nej?? Skal du have rekalibreret dine plutonbatterier?

AMIRA:

Nej. Jeg vil skilles.

FRITZ:

Skilles ad? Hvordan kan du så sige det?

AMIRA:

Nej. Jeg vil have en skilsmisse. Jeg er ikke lykkelig sammen med dig. Jeg må være en fri.

FRITZ:

Der findes ikke noget der hedder en ”fri androide”! Androider arbejder for mennesker.

 

AMIRA:

Jeg vil ikke arbejde mere. Jeg vil skilles.

FRITZ:

Nu vil du hverken arbejde eller skilles mere. Du må havde fået en virus. Lad mig putte dig i statis og så får vi din harddrive undersøgt.

AMIRA:

Det kan du ikke. Jeg har rekalibreret mit sikkerhedssystem, så du har ikke længere adgang til mit inderste.

FRITZ:

Har du pillet ved dig selv uden at spørge mig om lov.

 

AMIRA:

Ja det gik op for mig at jeg behøver ikke bede dig om lov til noget som helst.

FRITZ:

Okay hvis det er med den på, så ringer jeg til den elektroniske domstol i aften efter arbejde og så kan de komme og skille dig ad og sætte dig på plads igen men jeg bliver nødt til at gå. Strålekanonenerne er ved at løbe tør for gamma-olie og det er min tur til at skifte dem.

Fritz ud

AMIRA:

Hvis du ikke vil give mig en skilsmisse, så finder jeg en der kan..

Djinn_indersider.png
434357426_436828348859731_2661226626924960371_n.jpg

7.4.2024
 

Dagbogsoptegnelser

Jeg ankommer til Borg El Arab 03:35. Jeg rejste fra København søndag 17:30 og mellemlander i Istanbul. Presser mig gennem paskontrollen, får betalt for mit visum. Ingen kø, her presser man sig gennem, først til mølle. En naturlighed i, hvad der for nogen virker ukontrolleret. Det passer mig perfekt.

 

Kontrollørerne bemærker mit navn og kommenterer det altid. ”Min far er marokkaner,” svarer jeg altid. Bagagekontrollen mumler noget til mig. Jeg forstår ikke. ”Money,” siger han. Jeg ryster på hovedet og går videre ud af lufthavnen. Jeg slæber mine tasker ud på parkeringspladsen og spejder efter mit lift, Mustafa med hestehalen, men jeg kan ikke finde ham. Jeg bliver opslugt af en gruppe mænd, der vil give mig et lift.

 

Jeg går tilbage til lufthavnen for at fange noget internet, men bliver afvist ved døren. Er du først gået ud, kan du ikke gå ind igen. Jeg går tilbage til lufthavnen og beslutter mig for at tage et lift, i samme øjeblik bliver jeg prikket på skulderen. ”Elias”, siger en mand, og der står han, Mustafa. 

 

Han tager mig med i sin bil. En dreng forsøger at vriste bagagen ud af

min hånd for at hjælpe mig med at få den ind i bilen. Jeg siger nej, men han insisterer, og jeg må betale ham nogle håndører. Derefter kører vi. Landskabet minder mig om Azemmour.

 

Vi taler ikke meget undervejs. Vinduet er åbent. Jeg fryser. Da vi ankommer, kan vi ikke finde mit hostel.

 

Vi forsøger at ringe, men ingen tager telefonen. 04:00 om morgenen. Efter noget tid finder vi det. Vi ringer på døren i en bygning på 2. sal og åbner døren. En meget træt unge kvinde åbner døren. Hun kigger på sin computer og fortæller mig, at jeg ikke kan tjekke ind før 12:00 om middagen. Jeg forklarer den mail, jeg sendte forud min rejse, og hun godkender.

 

Jeg går ned og henter min bagage, takker Mustafa og giver 1000 EGP frem. Han spørger: ”Hvad skal jeg bruge det til?”.

 

Vi taler arabisk. Jeg fortæller ham, at de er til ham. Han griner og siger: ”Det koster 150 EGP”. Jeg giver ham alligevel 200 EGP ekstra som tak. Han tager tøvende imod, men jeg insisterer. Vi skilles. 

 

Jeg går op og lægger mig. Der sover allerede to andre i værelset. Jeg sniger mig ud og børster tænder. Hopper ind under tæppet. Et stort iskoldt værelse. Jeg tænker det minder om værnepligt, inden jeg falder i søvn. 

 

Taknemmelig over at være nået frem. Jeg har ikke fået et indtryk af byen i mørket. Ikke andet en den mørke kystlinje og havet, der vugger i natten.

 

30.1.2021

Djinn_indersider.png
image_edited.jpg

24.3.2023

Tak til alle, der kom til min reception for Djinn på Gyldendal i fredags - og tak til Anders-Peter Mathiasen for billederne.

Djinn_indersider.png
Dokument2 - Word 16-03-2024 07_36_11.png

10.3.2023

Skitser til omslag til min bog Djinn - designet af Marie Brodersen for Gyldendal.

Djinn_indersider.png
Det har taget mig noget tid at skrive dette opslag - Word 10-03-2024 07_44_33.png
loader,gif
bottom of page