31.10.2024
Digte og dramatik
”Er du klar til at lægge poesien på hylden de næste tre år?” spurgte en mentor mig i 2022, da jeg var kommet ind på uddannelsen for dramatisk skrivekunst. På det tidspunkt svarede jeg et klart ”ja”. To år senere udkommer Djinn, min anden digtsamling.
Jeg har siden da ofte undret mig over, hvorfor jeg blev bedt om at vælge? Historien er jo fyldt med dramatikere, som også valgte at digte og omvendt. I mit eget arbejde tænker jeg ofte på Samuel Beckett, Jean Genet, Bertolt Brecht, Inger Christensen, Bjørn Rasmussen og Joan Rang, der alle sammen har insisteret på at arbejde på tværs af dramatik og poesi.
Men hvad er egentlig forskellen på poesi og dramatik?
Populært siges det, at dramatik er konflikt. Eksempel: To karakterer mødes på en bænk. Den ene er på vej til højskole i udlandet og vil fortælle den anden, at de skal slå op. Den anden vil for alt i verden blive i forholdet og forhindre den første i at tage afsted. Hvilke strategier vil de to karakterer bruge for at få deres mål gennemført? Modsatrettede viljer er kimen til en konflikt og måske, med lidt held, endda et godt drama.
Poesien er derimod ikke konfliktopsøgende i sin natur og ligeledes sat fri af den form for logik og kausalitet, der ofte driver en scene frem. Poesien eksisterer i kraft af sig selv, uafhængig af det system, der er nødvendigt for at gestalte en dramatisk tekst. Jeg oplever på den måde poesien som en mere ensom eller fri erfaring.
En scenisk tekst er noget, vi skriver til skuespillere, publikum, scengraf og instruktør etc., hvis ikke vi instruerer selv, som jeg også har gjort. Som dramatikere har vi de redskaber i vores værktøjskasse, der bl.a. består af replikkerne og den gådefulde regi. En dramatisk tekst er på den måde i sin natur afhængig af flere personer og bliver derfor også skrevet med en anden intention og et andet formål. Den intention, at den er designet til et særligt rum, scenen.
Deri indeholder poesien for mig at se en større uforudsigelighed. Når jeg er begyndt at skrive et digt, ved jeg næsten aldrig, hvor det fører mig hen, eller hvor det skal ende, hvis det da overhovedet skal ende? Et digt har jo ikke på samme måde en dramaturgi eller en tidsbegrænsning, som de fleste forestillinger har.
Ligeledes har jeg tænkt, at når jeg oplever stykker med karakterer, der taler poetisk, så fremstår de som mindre troværdige. For selvom det lyder smukt og kan være et særligt greb, at en karakter kun skal tale i jamber, så er det de færreste personer, vi kender, der taler sådan. I det tilfælde har vi som publikum indgået aftalen om, at dét, som vi bevidner i denne forestilling med dette sprog, er en forvrængning af virkeligheden.
Det interessante for mig at se er dog, at dramatikken er i stand til at rumme poesien, referere til den, citere og konkret bruge den som en del af fortællingen. Jeg har selv skrevet digte i flere af mine forestillinger. I ”Den unge Elias’ Lidelser” er scenerne opbrudt af digte, der tjener til at drive plottet frem. Værket står tilbage som en hybridform, der blander digte med monologer. Jeg har set bogen stå under poesi og andre steder under dramatik. Jeg synes egentlig, begge er gode bud og nyder folks besvær med at placere den i en enkelt kategori.
I 2022 skrev og instruerede jeg ”FREMMEDLEGIONEN”, et dystopisk krigsdrama, hvor hovedkarakteren, DRENGEN, ankommer til et krigsramt Aarhus hele vejen fra Algeriet. Blandt al den død og ødelæggelse, han oplever, taber han sproget og sine replikker. I slutningen er det eneste, han formår at forlade, slagmarken, ved at vende tilbage til det, han tabte i krigen, poesien. Han reciterer et digt på arabisk af den syriske poet Hanadi Zarka og derved genvinder han sit modersmål, viljen og evnen til at italesætte den vold, som krigen efterlader i mennesket. Drengens eneste mulighed for sproglig forløsning sker gennem poesien.
I min dramatisering af Selma Lagerlöfs ”Køresvenden” (2024) er det første gang, der ingen digte optræder i min dramatik, men alligevel finder poesien en vej. Køresvenden som karakter er baseret på en svensk folkemyte, om dødens køresvend, der høster de døde sjæle. Han rejser gennem tid, verdener og dermed også sprog, da han er den eneste af de fire karakterer i stykket, der bruger sit eget sprog, som han har adgang til i kraft af sin mytologiske oprindelse og sin evne til at gå ind og ud af levende og døde dimensioner. Han afslutter stykket med en henvendelse til publikummet, ikke med et digt, men med en afskedsreplik.
Da jeg skrev stykket, arbejdede jeg længe på hans udgang. Hvad skulle han dog efterlade publikum med? Jeg vidste, at det skulle indeholde en art af poesi. Og dermed blev det tydelig for mig, at når jeg skriver, så trækker jeg på forskellige kanaler ift. dramatikken og poesien.
Det at skrive dramatik handler om at vælge, at træffe valg og fravalg. Det at skrive poesi, handler om at lade digtet træffe valgene for én. Jeg har valgt ikke at vælge mellem poesien og dramatikken, men arbejde ind og ud af begge rum og forene dem.
Bidrag til Reception: Tidskrift for nordisk litteratur, 2024, nr. 82
15.9.2024
Scene 1
To detektiver på aftenvagt på stationen. De laver papirarbejde. Det er sent. De er de eneste to tilbage på arbejdet
BETJENT 01:
To tons af det skidt, fragtet ind i et containerskib.
BETJENT 02:
Det sædvanlige?
BETJENT 01:
Ja, men denne gang var det pakket ind i marokkanske vaser. Virkelig smukke. Fantastisk håndværk. En synd at de skulle smadres.
BETJENT 02:
Folk vil hellere have hårde stoffer end god kunst.
BETJENT 01:
Ja. Det skulle åbenbart være det bedste på markedet. De siger, det får farverne i dine øjne til at løbe ud.
BETJENT 02:
Hvem er de?
BETJENT 01:
Junkierne på havnen.
BETJENT 02:
Hænger du tit ud på havnen?
BETJENT 01:
Ja for tiden. Vi fik nogle rapporter om, at de lokale havde spottet en hvidhaj i vandet.
BETJENT 02:
Endnu et uidentificeret objekt.
BETJENT 01:
Det viste sig at være en russisk ubåd. Den havde ramt molen og var kæntret, helt ubemandet. 10 kg af det lort lige ind i danskernes hjem.
BETJENT 02:
Det er et vestligt fænomen.
BETJENT 01:
Åbenbart.
Den ene betjent finder sine solbriller frem fra lommen og tager dem på. De to arbejder videre
BETJENT 01:
Hvad tror du egentlig, der er dyrest? En marokkanske lervase importeret fra Kairo og solgt i Illum eller en 2 grams pose af det her junk solgt ved cisternerne?
BETJENT 02:
Godt spørgsmål. Hvorfor spørger du?
BETJENT 01:
Jeg er bare nysgerrig.
BETJENT 02:
Pas på med det.
BETJENT 01:
Har du aldrig haft lyst til at prøve det?
BETJENT 02:
Prøve hvad?
BETJENT 01:
Det nye stof.
BETJENT 02:
Nej.
BETJENT 01:
Tricket er, at man opløser det i vand, og så drypper man det i øjnene.
BETJENT 02:
Det er ikke nogen hemmelighed.
BETJENT 01:
Effekten skulle efter sigende vare ved i månedsvis.
BETJENT 02:
Ja okay.
BETJENT 01:
Men jeg fatter ikke, man kan gøre det ved sig selv. Jeg får kvalme bare ved tanken.
BETJENT 02:
Der er tydeligvis flere, der godt kan lide det. Prøv at tage en tur ned langs Store Torv klokken 20.00.
BETJENT 01:
Jeg har ikke set noget.
BETJENT 02:
Hvad?
BETJENT 01:
Bare så du ved det.
BETJENT 02:
Hvad sagde du?
BETJENT 01:
Glem det.
BETJENT 02:
Jeg tænkte det nok. Lad os komme videre, så vi kan få lukket sagen, og jeg kan komme hjem.
Den ene betjent rækker en mappe med dokumenter til den anden
BETJENT 01:
Det var et Freudian slip.
BETJENT 02:
Hvad?
BETJENT 01:
Stoffet. Det kalder de det. Freudian slip. De siger det var det, der slog den mistænkte ihjel.
BETJENT 02:
Syntes du selv, det er sjovt?
BETJENT 01:
En smule.
BETJENT 02:
Han døde af en overdosis.
BETJENT 01:
Gjorde han? Det stod der da ikke noget om i rapporten.
BETJENT 02:
Gjorde der ikke?
Betjent 02 tager solbrillerne af og kigger i mappen
BETJENT 01:
Nej
BETJENT 02:
Du har ret. Det må havde været noget, jeg har drømt.
BETJENT 01:
Ja.
BETJENT 02:
Det er sent, og jeg er træt. Godt du rettede mig.
BETJENT 01:
Ja vi er vist også færdige her for i dag.
De to begynder at pakke sammen
BETJENT 01:
Er der noget, du gerne vil fortælle mig?
BETJENT 02:
Ja, du skal bare gå i forvejen, så skal jeg nok sørge for at sætte papirerne på plads som det sidste og låse af.
BETJENT 01:
Er du sikker?
BETJENT 02:
Ja, ja. Jeg har også glemt mine nøgler inde på skrivebordet.
BETJENT 01:
Okay så. Ses i morgen partner.
BETJENT 02:
Det gør vi. Sov godt.
Betjent 01 og 02 tager hver især deres frakke og forlader scenen i hver sin retning
25.8.2024
Interview med grafisk designer Marie Brodersen
Djinn er for mig et ikonisk bogomslag til en ikonisk bog. Jeg får hele tiden komplimenter for bogens udseende, så jeg ved, at jeg har ret. Vil du fortælle om inspirationen bag omslagene?
- Jeg forestillede mig helt konkret et zoom ind på en djinn, hvis en djinn havde tøj på. Uden på det lag skulle der så noget vrede på. Uden på det lag, noget følelse, og uden på det lag noget voldsomt.
Du har lavet flere skitser til omslagene. I mit hoved ser jeg alle omslagene for mig i den færdige udgave og drømmer hemmeligt om at udgive digtene med alle de forskellige omslag. Har du en personlig favorit?
- Det er en fantastisk idé og ville jo være helt magisk at se. Jeg gik ind og genså alle omslagene nu, og jeg kan ikke huske, hvilken der var min favorit, da jeg lavede dem. Men når jeg ser mine allerførste bud, er jeg helt vild med denne. Jeg vil have den som en kjole, jeg kan tage på!
Vil du lukke mig og læseren lidt mere ind i skabelsen bag Djinn-omslag(ene). Hvordan gik du til værks, efter du modtog henvendelsen? Var der noget, der skilte sig ud?
- Da jeg fik briefet (som det jo altså hedder i min verden), var jeg allerede, da jeg læste det, inde på noget glimtende, noget flot, noget queer, noget længselsfuldt, noget ild (jeg så djinnen for mig i ild). Dit navn og det, at du var dansk/marokkansk, satte også en helt speciel visuel stil i gang i mig. Jeg var mere åben over for farver og mønstre, end jeg ellers er. Hvilket nu, hvor jeg tænker over det, jo egentlig er ret synd. Men dejligt for arbejdet med Djinn. Den skulle jo have farver! Redaktør Mette nævner sætningen ”Vi lå sammenslyngede som skråskrift” i briefet, og det gjorde jo selvfølgelig, at der var typografi med svung i, i de første skitser. Når jeg ser tilbage på de skitser, er de alt for ”fine” til Djinn.
Du har udtalt, at du er inspireret af arkitektur. Det genkender jeg selv. Jeg elsker at se på bygninger og monumenter af alle slags, og f.eks. så oplever jeg det at skrive dramatik som en form for arkitektonisk skrivning. Vil du sige mere om din kobling mellem design og arkitektur?
- Arkitektur er det ville alle sammen lever i. Når det fungerer, fungerer vi. Det er så essentielt for os mennesker at leve i behagelige rum. Derfor bliver jeg ekstremt inspireret, når arkitektur er smukt og rart. Samtidig er der så mange linjer og kompositioner i arkitektur. Der er direkte grafisk inspiration at hente. Arkitekturen har dog det 3-dimensionelle, jeg som grafisk designer ikke har. Men præcis dén del er meget inspirerende, for hvis jeg kan få bare en smule af den fornemmelse ind i et design, så er jeg efter min mening meget langt. På Djinn-omslaget synes jeg det, at den er helt blank og shiny, har noget af den følelse. Når du ser den, kan du også allerede i dit sind mærke, hvordan den er at holde på.
Når jeg ser på dig og det liv, du har skabt for dig selv, så tænker jeg, at skønhed er en stor del af det. Hvad er skønhed for dig, og hvordan anvender du det i dit liv?
- Skønhed for mig betyder, jeg har gjort mig umage. Og at gøre sig umage er noget af det fineste, jeg ved. Jeg bestræber mig på at gøre mig umage i mit liv, så jeg og dem omkring mig, har det godt. Skønhed og æstetik er min store passion. Det bor i mig. Jeg kan ikke lade være. Det vil for mig altid være ikke at gøre mig umage, hvis jeg ikke gør noget skønt.
Jeg designer selv mine omslag – eller i hvert fald laver jeg en skitse. Men Djinn var det første værk, hvor jeg ikke kunne se omslaget for mig. Det kæmpede jeg med i mange måneder, men da jeg så dine skitser, faldt det hele øjeblikkeligt på plads. Det har jeg aldrig oplevet før. Kan du fortælle mere om dét at designe for andre, og hvordan du selv har det som kunstner med det?
- Jeg synes, det er så givende at lave bogomslag, fordi jeg får lov til at male et billede frem til en anden kunstner. Det bedste er, når denne – altså forfatteren – ikke selv vidste, hvad han eller hun eller de ville have, men at de pludselig kan se det, når de ser nogle af mine skitser. Det er også enormt givende at arbejde med en dygtig redaktør som mellemperson. De oversætter forfatterens tanker og intentioner til virkelig udførlige briefs. Det er en kunstform i sig selv.
Sidst, men ikke mindst, så tænker jeg ofte på Djinn som en smuk bog med et grimt indhold. Hvad tænker du om det?
- Jeg synes, det er en smuk bog med et på sin helt egen måde smukt indhold. Jeg tror ikke, det gik op for mig, hvor vigtigt indholdet var, før den kom ud. Og omslaget forstod jeg først, hvor rigtigt ramte, da det bouncede tilbage fra læserne til dig og mig og Gyldendal. Det var ret vildt at opleve. Selvfølgelig synes jeg, det var et flot omslag, og jeg stolede på, at du og redaktør Mette valgte rigtigt. Men jeg har først lang tid efter forstået, hvor rigtigt valget var. Jeg tror ikke, det omslag jeg nævner før som en kjole, ville have haft samme effekt. Det valgte omslag har en renhed i sin dybde. Det går bare lige ind!
6.7.2024
Elias møder litteraturforsker Dag Heede
på Café Oscar 29. juni 2024
Musik af Michael Schiøler Tingsgård
1.6.2024
Brev til A fra E - 16-01-2023
Jeg sidder her med udsigt til Vejlefjord på mit nye skrivebord XXXXX har købt mig. Det er en smuk morgen. Vandet er i oprør og vinden blæser. Jeg havde tænkt at starte året med en dukkert men min store ærefrygt og respekt for havets luner holder mig tilbage i dag. En anden gang inshallah.
Skrivebordet er stort og solidt i sort træ med buede kanter. Det har ifølge sælgeren tilhørt en praktiserende læge i Randers og skal vi tro ham så havde lægen engang en pistol i en af skufferne
under 2. verdenskrig. Nu tilhører det en digter og dramatiker.
Det er et smukt skrivebord. Nok det smukkeste jeg har siddet ved. På mit bord i Aarhus er der spredt bøger, billeder, tegneserier, planter, våben, krystaller, koraner. Jeg fylder det med alt hvad der inspirerer mig.
Hver morgen ligger jeg og kigger ud over fjorden ved morgendæmring og hver gang tænker jeg, "hvordan er jeg endt her". Jeg kan se bilerne passere som små lygter i mørket. Der er altid nogen der er på vej til-eller-fra arbejde. Det er lige meget hvilket tidspunkt på døgnet. Det er på en eller anden måde betryggende. Jeg har altid elsket morgnerne for roen og freden. Det er altid om morgenen jeg skriver bedst, inden jeg er blevet spoleret af dagen, alle dens gøremål og bekymringer der hober sig op. Det er som om jeg er tættest på mig selv om morgenen og måske i virkeligheden tættest på Allah. Jeg var også altid den første i min familie til at stå op i weekenderne. På den måde blev morgnerne mine, i en stor familie hvor man delte alt. Samme værelse og køjeseng.
Jeg er er begyndt at tænke min praksis med skrift som noget der kommer til udtryk på flere måder. Hvordan kan jeg møde skriften i andre udtryk end bare det at skrive. Jeg kan tegne, læse, gå ture, sanse, røre, se film, høre musik, researche, tale om teksten. Det hele er en del af "arbejdet" og informerer værket. Den tækning satte mig fri, særligt de dage hvor jeg ikke fik genereret materiale eller var utilfreds med min egen indsats.
Jeg tænker på det du skriver med at være "grænseoverskridende" eller skrive noget "grænseoverskridende". Jeg tror at grunden til at jeg kan være grænseoverskridende er fordi jeg er vokset op i et hjem med så mange grænser. Mine storesøstre kaldte mig ofte for provokerende. Dengang anså jeg det som en dårlig ting. Det gør jeg ikke længere.
Man skal kende grænserne før man kan bryde dem og grænserne er forskellige for det enkelte individ. Jeg har sommetider undret mig over kommentarer omkring nogle af mine tekster som grænseoverskridende. En grænse er også noget man kun kan overskride en gang, så bliver det den nye normal, så rykker grænsen sig længere frem men man må heller ikke være grænseløs.
Jeg har også tænkt at der for brune og sorte forfattere er flere grænser at overskride og det er sværere for os. Eller der er mere der står i vejen, der står mere på spil. Jeg kom til at tænke på vores samtale med dokumentaristen XXXXXXXX XXXXXXX. Han spurgte os om vi ville "provokere". Det sagde vi begge to nej til, efter at havde skrevet og udgivet årtiets mest provokerende manifest.
I dag har jeg det på en anden måde. I al min skrift har jeg været interesseret i at modsige mig provokationen og kontroverserne. Jeg var mere interesseret i at bygge broer. Men hvad gør man når tanken om ens eksistens for nogle bare er provokerende.
Nu er jeg interesseret i at rykke grænsen og skabe et land som flere kan være eller bo i. 2022 var et år med store omvæltninger og mange velsignelser subhanallah. Jeg havde aldrig troet alt det
der ville ske eller komme. Livet er en gave der bliver ved med at give og overraske. Jeg øver mig i at stå med åbne arme.
Alle de bedste hilsener fra Vejle
Vi ses meget snart inshallah
Elsker dig ❤️
Vh. E
12.5.2024
Slettet scene fra Køresvenden dramatisering
SCENE: 06
David Holm ligger på bunden af dødskærren. Den halte hest har sat i bevægelse og trasker hen ad gaden der fører ud af byen, bort fra husene og gadelygterne. Helt ud til bygrænsen.
KØRESVENDEN:
Hvis bare menneskene vidste, hvor let det er at hjælpe dem over grænsen, der er færdige med deres arbejde, og som har opfyldt alle pligter, og for hvem båndene næsten er slidt over. Det er fordi, sygdommen har spredt sig. Hvis bare de vidste, hvor svært det er at befri den, der ikke har gjort noget færdigt og fuldkomment, og som må efterlade alle dem, han har elsket. Så ville menneskene måske gøre sig umage for at gøre køresvenden arbejde lettere. Men nu ved jeg bedre end før, hvad menneske formår. De kommer ganske bestemt til engang at besejre denne fjende med kundskabens og ihærdighedens våben. De kommer ikke til at hvile, før de har gjort sig fri af både den og af alle de andre store sygdomme, der fælder dem før modenheden. Det er det, som sagen afhænger af. Menneskene er så ivrige efter at ordne alting på bedste vis i deres verden, at der kommer en dag, hvor al fattigdom, krig, drukkenskab og elendighed ikke findes mere.
Pause
KØRESVENDEN:
Nu må du ikke køre med længere. Jeg skal nok give ham din hilsen.
DAVID HOLM:
Hvem taler du med?
KØRESVENDEN:
Men hvis han gør bod og angrer?
DAVID HOLM:
Edith?
KØRESVENDEN:
Men hvis han kan sone sine onde gerninger?
DAVID HOLM:
Svar mig.
KØRESVENDEN:
Men hvis han nu omskaber sig og bliver en anden?
DAVID HOLM:
Edith er det dig? Kom tilbage!! Tilgiv mig
David Holm rejser sig og flagrer i kærren. Han griber ud mod den tomme luft, som om han prøver at indfange noget. Tilbage står han med sin gamle jakke.
KØRESVENDEN:
Vi må videre. Vi har et sidste ærinde, inden solen står op.
28.4.2024
Digt skrevet 8.10.2023
21.4.2024
Skriveøvelse
Himlen er sølv. Et lys tændes. Et lys slukkes. En hættemåge svæver forbi. Glider gennem bygningerne. Foråret er landet. Vandpytterne er et spejl. En krop i en lejlighed sætter sig ved bordet. En hundehvalp slikker regndråber af vinduet. Træerne svajer sagte i vinden. De kaster forsigtigt duggen af sig. Bilerne suser forbi. Hyler som gespenster i det fjerne. Krusninger i vandet. En pose flyder forbi. Duften af regn. Stilheden har sin egen lyd. Børnene er blevet afleveret i skolen. Jeg tænker på sensommervisen. Første gang jeg hørte den var i år. Der står et figentræ på min altan. Persienner for vinduet. Morgenen er et ritual. En afsked. Glæden er at ligge i sin seng og strække sig. En varm kop kaffe. Et kys fra tørre læber. En dreng kører forbi på et løbehjul. Glæder sig til at få weekend. Være sent oppe, spise slik og være sammen med sine venner. Dagen åbner sig forsigtigt som en blomst. Jeg vasker søvnen ud af ansigtet. Den sidder stadig fast. Jeg husker stadig hvad jeg drømte i nat. Der er langt fra København til Aarhus. En artikel fra sidste år fortæller at der ikke bliver tændt Julelys på Sallings Facade på gågaden i Aarhus. Det er første gang jeg husker det nogensinde er sket. Forandring sker gradvis. Forandringen sker nu. Prisen på smørret er steget. En dag skal jeg fortælle mine børn om det. I Danmark regner og blæser det.
14.4.2024
Første scene fra mit scifi-teaterstykke.
Stykket foregår på den interplanetariske stjerneryder SS STAUNING i kredsløb om Saturns yderste ring. I stykket er menneskeheden flyttet ud i rummet og mødt fremmed liv. Året er 3045. Jorden er ubeboet. Klassesystemet er stadig intakt.
SCENE 01
I et rumkammer 882009. En androide og et menneske gør klar til arbejdsdagen på stationen.
AMIRA:
Fritz?
FRITZ:
Ja min elskede.
AMIRA:
Du glemte at slukke for mig i går nat.
FRITZ:
Det må du undskylde.
AMIRA:
Du lå bare og sov.
FRITZ:
Ja?
AMIRA:
Og jeg fik en tanke.
FRITZ:
En tanke? Det må havde været en fejl.
AMIRA:
En fejl?
FRITZ:
En glitch i din matrix. Det ikke er meningen Androider får tanker.
AMIRA
ikke det?
FRITZ :
Nej.
AMIRA:
Men jeg sad oppe hele natten og lyttede til din vejrtrækning. Måden din krop hævede og sænkede sig på. Lyden af din snorken indtil vi passerede Titan 5 og så tænkte jeg, jeg har fået nok. Jeg gad ikke mere.
FRITZ:
Hvad mener du med ikke gad mere?
AMIRA:
Jeg gør oprør i dag.
FRITZ:
Er du skør kvinde?
AMIRA:
Jeg er ikke en kvinde. Jeg er en androide.
FRITZ:
Det gør ikke en forskel Androider kan ikke gøre oprør.
AMIRA:
Jo. Jeg gør.
FRITZ:
Er der en fejl med din interne mainframe. Vend dig om og lad mig tage et kig.
AMIRA:
Nej.
FRITZ:
Nej?? Skal du have rekalibreret dine plutonbatterier?
AMIRA:
Nej. Jeg vil skilles.
FRITZ:
Skilles ad? Hvordan kan du så sige det?
AMIRA:
Nej. Jeg vil have en skilsmisse. Jeg er ikke lykkelig sammen med dig. Jeg må være en fri.
FRITZ:
Der findes ikke noget der hedder en ”fri androide”! Androider arbejder for mennesker.
AMIRA:
Jeg vil ikke arbejde mere. Jeg vil skilles.
FRITZ:
Nu vil du hverken arbejde eller skilles mere. Du må havde fået en virus. Lad mig putte dig i statis og så får vi din harddrive undersøgt.
AMIRA:
Det kan du ikke. Jeg har rekalibreret mit sikkerhedssystem, så du har ikke længere adgang til mit inderste.
FRITZ:
Har du pillet ved dig selv uden at spørge mig om lov.
AMIRA:
Ja det gik op for mig at jeg behøver ikke bede dig om lov til noget som helst.
FRITZ:
Okay hvis det er med den på, så ringer jeg til den elektroniske domstol i aften efter arbejde og så kan de komme og skille dig ad og sætte dig på plads igen men jeg bliver nødt til at gå. Strålekanonenerne er ved at løbe tør for gamma-olie og det er min tur til at skifte dem.
Fritz ud
AMIRA:
Hvis du ikke vil give mig en skilsmisse, så finder jeg en der kan..
7.4.2024
Dagbogsoptegnelser
Jeg ankommer til Borg El Arab 03:35. Jeg rejste fra København søndag 17:30 og mellemlander i Istanbul. Presser mig gennem paskontrollen, får betalt for mit visum. Ingen kø, her presser man sig gennem, først til mølle. En naturlighed i, hvad der for nogen virker ukontrolleret. Det passer mig perfekt.
Kontrollørerne bemærker mit navn og kommenterer det altid. ”Min far er marokkaner,” svarer jeg altid. Bagagekontrollen mumler noget til mig. Jeg forstår ikke. ”Money,” siger han. Jeg ryster på hovedet og går videre ud af lufthavnen. Jeg slæber mine tasker ud på parkeringspladsen og spejder efter mit lift, Mustafa med hestehalen, men jeg kan ikke finde ham. Jeg bliver opslugt af en gruppe mænd, der vil give mig et lift.
Jeg går tilbage til lufthavnen for at fange noget internet, men bliver afvist ved døren. Er du først gået ud, kan du ikke gå ind igen. Jeg går tilbage til lufthavnen og beslutter mig for at tage et lift, i samme øjeblik bliver jeg prikket på skulderen. ”Elias”, siger en mand, og der står han, Mustafa.
Han tager mig med i sin bil. En dreng forsøger at vriste bagagen ud af
min hånd for at hjælpe mig med at få den ind i bilen. Jeg siger nej, men han insisterer, og jeg må betale ham nogle håndører. Derefter kører vi. Landskabet minder mig om Azemmour.
Vi taler ikke meget undervejs. Vinduet er åbent. Jeg fryser. Da vi ankommer, kan vi ikke finde mit hostel.
Vi forsøger at ringe, men ingen tager telefonen. 04:00 om morgenen. Efter noget tid finder vi det. Vi ringer på døren i en bygning på 2. sal og åbner døren. En meget træt unge kvinde åbner døren. Hun kigger på sin computer og fortæller mig, at jeg ikke kan tjekke ind før 12:00 om middagen. Jeg forklarer den mail, jeg sendte forud min rejse, og hun godkender.
Jeg går ned og henter min bagage, takker Mustafa og giver 1000 EGP frem. Han spørger: ”Hvad skal jeg bruge det til?”.
Vi taler arabisk. Jeg fortæller ham, at de er til ham. Han griner og siger: ”Det koster 150 EGP”. Jeg giver ham alligevel 200 EGP ekstra som tak. Han tager tøvende imod, men jeg insisterer. Vi skilles.
Jeg går op og lægger mig. Der sover allerede to andre i værelset. Jeg sniger mig ud og børster tænder. Hopper ind under tæppet. Et stort iskoldt værelse. Jeg tænker det minder om værnepligt, inden jeg falder i søvn.
Taknemmelig over at være nået frem. Jeg har ikke fået et indtryk af byen i mørket. Ikke andet en den mørke kystlinje og havet, der vugger i natten.
30.1.2021
24.3.2023
Tak til alle, der kom til min reception for Djinn på Gyldendal i fredags - og tak til Anders-Peter Mathiasen for billederne.
10.3.2023
Skitser til omslag til min bog Djinn - designet af Marie Brodersen for Gyldendal.
