Brev til A fra E: Hvordan er jeg endt her?

16.1.2023

Jeg sidder her med udsigt til Vejlefjord på mit nye skrivebord XXXXX har købt mig. Det er en smuk morgen. Vandet er i oprør og vinden blæser. Jeg havde tænkt at starte året med en dukkert men min store ærefrygt og respekt for havets luner holder mig tilbage i dag.  En anden gang inshallah. 

Skrivebordet er stort og solidt i sort træ med buede kanter. Det har ifølge sælgeren tilhørt en praktiserende læge i Randers og skal vi tro ham så havde lægen engang en pistol i en af skufferne under 2. verdenskrig. Nu tilhører det en digter og dramatiker. 

Det er et smukt skrivebord. Nok det smukkeste jeg har siddet ved. På mit bord i Aarhus er der spredt bøger, billeder, tegneserier, planter, våben, krystaller, koraner. Jeg fylder det med alt hvad der inspirerer mig. 

Hver morgen ligger jeg og kigger ud over fjorden ved morgendæmring og hver gang tænker jeg, "hvordan er jeg endt her". Jeg kan se bilerne passere som små lygter i mørket. Der er altid nogen der er på vej til-eller-fra arbejde. Det er lige meget hvilket tidspunkt på døgnet. Det er på en eller anden måde betryggende. Jeg har altid elsket morgnerne for roen og freden. Det er altid om morgenen jeg skriver bedst, inden jeg er blevet spoleret af dagen, alle dens gøremål og bekymringer der hober sig op. Det er som om jeg er tættest på mig selv om morgenen og måske i virkeligheden tættest på Allah. Jeg var også altid den første i min familie til at stå op i weekenderne. På den måde blev morgnerne mine, i en stor familie hvor man delte alt. Samme værelse og køjeseng.  

Jeg er er begyndt at tænke min praksis med skrift som noget der kommer til udtryk på flere måder. Hvordan kan jeg møde skriften i andre udtryk end bare det at skrive. Jeg kan tegne, læse, gå ture, sanse, røre, se film, høre musik, researche, tale om teksten. Det hele er en del af "arbejdet" og informerer værket. Den tækning satte mig fri, særligt de dage hvor jeg ikke fik genereret materiale eller var utilfreds med min egen indsats.

Jeg tænker på det du skriver med at være "grænseoverskridende" eller skrive noget "grænseoverskridende". Jeg tror at grunden til at jeg kan være grænseoverskridende er fordi jeg er vokset op i et hjem med så mange grænser. Mine storesøstre kaldte mig ofte for provokerende. Dengang anså jeg det som en dårlig ting. Det gør jeg ikke længere.

Man skal kende grænserne før man kan bryde dem og grænserne er forskellige for det enkelte individ. Jeg har sommetider undret mig over kommentarer omkring nogle af mine tekster som grænseoverskridende. En grænse er også noget man kun kan overskride en gang, så bliver det den nye normal, så rykker grænsen sig længere frem men man må heller ikke være grænseløs.  Jeg har også tænkt at der for brune og sorte forfattere er flere grænser at overskride og det er sværere for os. Eller der er mere der står i vejen, der står mere på spil. Jeg kom til at tænke på vores samtale med dokumentaristen XXXXXXXX XXXXXXX. Han spurgte os om vi ville "provokere". Det sagde vi begge to nej til, efter at havde skrevet og udgivet årtiets mest provokerende manifest. 

I dag har jeg det på en anden måde. I al min skrift har jeg været interesseret i at modsige mig provokationen og kontroverserne. Jeg var mere interesseret i at bygge broer. Men hvad gør man når tanken om ens eksistens for nogle bare er provokerende. 

Nu er jeg interesseret i at rykke grænsen og skabe et land som flere kan være eller bo i. 2022 var et år med store omvæltninger og mange velsignelser subhanallah. Jeg havde aldrig troet alt det der ville ske eller komme. Livet er en gave der bliver ved med at give og overraske. Jeg øver mig i at stå med åbne arme. 

Alle de bedste hilsener fra Vejle 

Vi ses meget snart inshallah Elsker dig ❤️ 

Vh. E