Mit interview med skuespiller Kevan Nirwan Soliman

​

Først og fremmest. Stort tillykke med din Talent Reumert – og det år, du har haft. Jeg er så stolt af dig. Romeo og Julie, Dear Evan Hansen og DJINN. Tre forestillinger på et år har du spillet. Fortæl mig hvordan har du det lige nu? 

⁃ Hvor er jeg heldig at have dig som heppekor. Det fortjener alle at have! Jamen jeg tror jeg skal bruge en ferie til at fordøje det her år snart hahah. Ej det har været et vildt år. Og alt faldt jo lige pludselig sammen. Heldigvis var jeg MEGET arbejdssulten efter vi blev færdige på skolen, så det kom på et godt tidspunkt. Da jeg kom ind på teaterskolen, havde jeg en frygt for at skulle ud i den store farlige professionelle verden, med så mange dygtige kunstnere, som jeg ser op til. Bange for ikke at være god nok. Gode gamle imposter syndrome du ved. Heldigvis blev mine bekymringer gjort til skamme. Jeg er blevet grebet og løftet op af alle mine nye kollegaer. Det varmer mit lille teaterhjerte meget. Hele det her år har bare været en lang bekræftigelse på, at det er det her jeg elsker at lave. Så jeg er glad!…. Og klar til at ligge på en strand hele sommeren!!

Jeg har joket med, at du i DJINN spiller en mere hot og talentfuld udgave af mig, men jeg vil gerne tale lidt mere om vores samarbejde med. Det er jo et projekt, jeg startede med at skrive på skolen, så du var meget tidligt ind over processen. Hvad var dine tanker om det, dengang og hvad det udvilkede sig til?

⁃ Igen. Bedste heppekor! Jeg tror aldrig jeg har fortalt dig det her, men da vi startede på skolen, hørte jeg mange fra de ældre årgange tale om ham den hotte nye dramatiker fra førsteåret! Tænk jeg ikke har fortalt dig det endnu. Jeg skal nok give dig navne;) Når for at svare på dit spørgsmål: jeg husker at læse teksten igennem med dig og Katinka oppe i Riggen. Skolens lyserøde rum. Det der ramte mig først var faktisk ikke indholdet. Jeg kan huske, at jeg var forbløffet over, hvor vanvittigt du havde udviklet dig. Og det var ikke første gang jeg havde det sådan. Det startede halvvejs igennem andetåret, da vi arbejdede med cirkulær dramaturgi. Og så blev det egentlig ved hver gang jeg arbejdede med dine tekster efterfølgende. Wauw altså din BA sidder stadig i mig, og jeg glæder mig til vi en gang skal gå videre med den! Og jeg tror faktisk ikke du forstår hvor stor en del af min udvikling på skolen du har været!! At få lov til at arbejde med dine tekster sideløbende med alt det jeg skulle lære på skolen. Det gjorde, at der altid var noget vigtigere end mig selv og min skuespiller. En reminder om, at jeg ikke er den vigtige i værket, men er vigtig ift. at kunne fortælle det vi gerne vil have frem. Jeg lærte at arbejde fra et andet sted i mig selv. Det gjorde mig til en bedre skuespiller. Tak for det. Det var overhovedet ikke svar på dit spørgsmål.

Der er flere, der har troet at det var mig, der spillede i forestillingen. Det er jo et testamente til dit arbejde, men jeg syntes det interessante ved det, er sammensmeltning mellem den karakter som jeg har konstrueret, dit arbejde og det tredje der opstår deri. Eller jeg kunne sige det på denne her måde, der er Elias Sadaq, Kevan Nirwan Soliman og gennem de to identiteter opstår Zakarias. Vi har jo gået meget op og ned ad hinanden, alligevel er det gået op for mig, at jeg aldrig har spurgt dig om dette, hvor meget har du egentligt brugt mig som inspiration til dit karakterarbejde. 

⁃ Godt spørgsmål! Hmmm. Det har jeg faktisk heller ikke tænkt over selv…. Selvom Djinn til dels er selvbiografisk, har jeg ikke følt, at jeg skulle spille dig. Jeg har taget udgangspunkt i den Zakarias der var i teksten, som jeg gør med andre karakterer jeg spiller. Jeg har kunne genkende mange af de dilemmaer Zakarias har stået i. Forstået hans forsigtighed og tvivlen i udvekslingen mellem ham og Younes. På mange måder minder Zakarias jo utroligt meget om mig selv da jeg var barn. Derfor har det været ret intuitivt for mig at arbejde med ham, og jeg behøvede ikke lave de store analyser for at forstå ham. Jeg har ikke studeret dig for at blive klogere på Zakarias. Det tror jeg ville have været for kompliceret. Men jeg har lænet mig ind i vores fælles forståelse af ham som karakter og de snakke vi har haft i arbejdsrummet med Sargun (<3). 

​​ 

Hvis du skulle nævne tre film, der har haft en indflydelse på dit virke, hvilke skulle det så være og hvorfor?

⁃ Af en der kalder sig selv skuespiller er min referenceramme indenfor film forsvindende lille. Det er faktisk næsten pinligt. Men jeg har jo heldigvis virkelig meget til gode. Det plejer jeg i hvert fald at sige til de drillerier jeg modtager, når det bliver opdaget ;) 

⁃ For at blive en lille smule i Djinn stemningen vil jeg nævne Call me by your name. Hvilken ung gay actor ville ikke det? Jeg var slået helt ud da jeg havde set den første gang. Lagde mig til at sove, og så den igen morgenen efter. Den satte sig selvfølgelig dybt i mig, og jeg har stadig svært ved at høre Mystery of Love, Visions of Gideon og Futile Devices. Faktisk hele soundtracket. Hvordan filmen, som bevæger sig så langsomt og med få ord, kan skabe så meget energi og drama imellem to mennesker. Ikke et øjeblik bliver jeg får jeg lyst til at kigge væk. 

⁃ En anden film jeg elsker at se, og ser med jævne mellemrum er Wes Andersons The Grand Budapest Hotel. Den er så whimsy, og der er så meget hjerte i det skøre forhold mellem de to hovedkarakterer. Og så smelter humoren bare virkelig godt sammen med æstetikken i filmen. Jeg elsker de mange små detaljer karaktererne har med, som gør at det hele holdes let samtidig med, at der bliver fortalt en egentlig ret trist historie. Det taler meget til en måde jeg godt kan lide at være i arbejdet på.

⁃ Så er der Harry Potter filmene. Det er jo film jeg er vokset op med, og som primært er fantastiske, fordi det er film jeg har set derhjemme rundt om sofabordet. Dem er der en stor tryghed i. Det er sjovt at vende tilbage til de film nu, og blive inspireret af alt det fantastiske karakterarbejde de ældre skuespillere har lagt i det. Hvor fantastisk dygtige de er til at bruge sproget. Hver replik der har klokkeklare intentioner, og synges, nærmest spyttes ud i alle mulige toner og rytmer uden at føles forcerede eller overspillede. Det er MEGET inspirerende.

En af mine yndlingsting ved at gå i teatret, er at holde øje med publikum og deres reaktioner. En af dagene, hvor jeg var inde og se forestillingen, var der en ældre mand der fangede min opmærksomhed. Måske han havde været italiener? Han stod og græd mens hans partner holdt om ham. Egentligt er jeg ikke så optaget om hvorvidt det jeg skriver, relaterer til andre mennesker ej heller hele tanken om kunst skal være noget universelt men det billede glemmer jeg aldrig. Det virkede meget stærkt på mig. Jeg tænker stadig på ham nogle gange og hvordan man kan skrive noget der ræsonnerer i mennesker som man aldrig havde tænkt på. Er der en særlig publikumsreaktion, der er blevet hos dig? 

 ⁃ Så skal vi tilbage til premieren. Hvilken aften altså. Det føltes så stort og vigtigt!! Det var din debutforestilling. Dit arbejde jeg havde fulgt på sidelinjen, og en monologforestilling jeg skulle stå i så kort tid efter min uddannelse. En forestilling mange havde set frem til, som jeg ved et lykketræf endte med at få lov at spille. Der var altså meget på spil her og nerverne sad helt ude på tøjet. Der blev sagt mange ord, men da din mor kommer op til mig med en buket, et stort kram, og fortæller mig, at det var som at se dig som barn. Der forstod jeg, at jeg havde klaret opgaven, og al form for præstation og selvkiggeri blev ligegyldigt. Det var de bedste ord jeg kunne få med mig ind i resten af spilleperioden. Og så var det helt vildt at mærke, hvad den forestilling gjorde ved publikum. Den føltes meget vigtig at lave af alle de rigtige årsager.

​

Hvad er den rolle, som du altid har drømt om at spille?  

​

⁃ Det er sjovt du spørger. Lige nu er vi i den sidste del af en meget lang spilleperiode på Dear Evan Hansen. Ca. 80 forestillinger ender vi med at have spillet når vi spiller den sidste på lørdag. Og da der er en del ventetid undervejs i forestillingen for de fleste af os, skal vi finde på ting at underholde os selv med i pauserne. En dag havde en af mine medspillere fundet på, at vi skulle lave vennebøger. Et af spørgsmålene var selvfølgelig det her. Det blev til en sjov snak om alle de roller der kunne være sjove at spille af forskellige grunde. Men mange af os havde egentlig ikke en følelse af, at der var en specifik rolle der var ‘the one’. En sagde endda, at hans drømmerolle ikke var skrevet endnu. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal svare på det spørgsmål. Måske ved jeg det først når jeg har spillet den. Men jeg har mange drømme indenfor faget! Så meget ved jeg.

​

Jeg pitchede djinn til flere teatre og nogle af dem kaldte projektet for smalt. Selv de bedste kan tage fejl men hvorfor tror du at forestillingen ræsonnerede så stærkt i publikum.  

⁃ Mit svar her læner sig op af dit spørgsmål om hvordan jeg har brugt dig som inspirationskilde til mit karakterarbejde. For vi to er jo virkelig forskellige personer med forskelligt ophav. Alligevel kan vi se os selv i Zakarias. Det fortæller mig, at Zakarias er en universel karakter, og derfor tror jeg at de følelser og dilemmaer han går igennem ræsonnerer stærk hos mange publikummer. For ikke at tale om, hvor mange der endelig kan føle sig repræsenteret i teatret. Jeg var så heldig at være helt tæt på publikum mens jeg spillede forestillingen. Det var fantastisk at mærke, hvordan mange af vores brødre og søstre følte sig hjemme i det rum Lina havde skabt. At de forstod de sproglige referencer i din tekst, og dansede kædedans nærmest før de havde smidt skoene og var trådt ind ad døren. Det var deres, vores forestilling. Endelig!

Vidste du godt at dengang jeg havde det indledende møde med Alexander, så prøvede jeg faktisk på at overbevise ham om, at jeg skulle skrive noget andet. Jeg var bekymret for at blive kaldt uoriginal og troede at nu skulle jeg bevise at jeg godt kunne skrive en historie med en karakter der ikke var brun eller queer. Der ligger noget internaliseret selvhad i den opfattelse men det er også en virkelighed når man er minoritet i denne her branche, at man konstant skal retfærdiggøre sig selv og de historier man vil fortælle, som ikke ligner noget traditionelt dansk. Kender du det som skuespiller? 

​

⁃ Det her kunne jeg tale længe om. Meget længe. Og det skal vi. Og vi skal blive ved med det! Også selvom folk bliver trætte af at høre på det. Jeg har flere gange oplevet skuespillere fortælle mig, at det er nemmere at være brun i den her branche end hvid. Det er så uvidende og entitled og vidner om et ret lavt refleksionsniveau, småracisme og mindreværd. Jeg har brugt meget tid på at overveje, hvad jeg skulle vælge til og fra, for at bevise mit værd som skuespiller på lige fod med ikke-minoritets skuespillere. Jeg er kommet frem til, at så længe jeg lader frygten for at være whatever nogen kunne synes jeg er styre mig, så er jeg ikke fri til at gøre det der er vigtigt for mig. Og det er det aller vigtigste. Så skal folk være velkomne til at putte mig i kasser. Det gør det til gengæld så meget sjovere, at gøre noget der ikke lever op til de forventninger der hører med kasserne. Det ligger der en brugbar energi i! Og så ved jeg, at de som ser os sådan jo nok går med noget mindreværd selv. Og det er jo egentlig mest bare synd for dem.

Kan du forestille dig, hvis jeg ikke havde gjort det? Nå men jeg vil i hvert fald takke Alexander for at ryste de tanker ud af mit hoved. 

⁃ Let’s not go there… Der ligger mange skattekister gemt i dit arbejde. I vores arbejde. Det ved jeg! Og det ved jeg at du ved! Og de skal ud i verden. Sooner than later!! Vi har heldigvis et langt liv foran os til at gøre arbejdet. Jeg glæder mig.

Hvornår vidste du at du ville være skuespiller, og hvornår gik det op for dig, at det kunne du godt?

⁃ Jeg har altid godt kunne lide at optræde som barn. Gjorde det det ved hver anledning der var til det. Da jeg så gik i 5-6. klasse startede der en ny pige i min klasse. Hun havde skrevet sig op på alle mulige castingsider. Da jeg hørte om det, og fandt ud af, at det faktisk var noget man kunne som helt normalt dødelig, kom jeg frem til, at det ville jeg også gerne. Der kom dog ikke noget ud af det, men heldigvis fandt jeg langsomt min vej ind i teatrets verden og gik på Eventyrteatret og lavede ungdomsskolemusicals i Furesø. I lang tid troede jeg, at jeg skulle uddannes Musicalperformer og søgte ind i Fredericia. Jeg troede ikke at jeg var en der kunne blive skuespiller. Det havde nok at gøre med, at det tit var de større, maskuline drenge, som fik de store roller. Dem som kunne spille voksne da vi var børn. Sådan var det på Eventyrteatret. Det blev en trøst at have en musicalidentitet i den flok i hvert fald. Heldigvis var der mange af mine undervisere, faktisk også dem fra Fredericia, som opfordrede mig til at søge ind på skuespil. Jeg lyttede til dem. Kom til en tredjeprøve, og så troede jeg ellers på det derfra. Tvivlen har selvfølgelig været tilbage efterfølgende, men det føltes altså som det store skift. Det var som om jeg først dér var klar til at tage det på mig. Og det gjorde jeg så.

En dag gik jeg gik rundt på skolen efter undervisning. Jeg kunne høre nogen synge. Det var situationen. Jeg gik igennem noget personligt, teksten og stemmen bag væggen fik mig til at stoppe op og glemme det. Og så gik det op for mig, at det var dig, der sang ’I morgen er der også en dag’. Jeg fik desværre ikke udnyttet dit sangtalent i Djinn, hvis jeg skulle nævne en fortrydelse, men kan du fortælle hvordan musik, hænger sammen med dit skuespil? 

⁃ Årh det er et minde jeg er glad for at være en del af. Det vidste jeg slet ikke! Musikken er altid med mig når jeg spiller. Det kan være helt konkret, som nu hvor jeg laver en musical og synger meget. Men der ligger også rigtig meget rytme og musikalitet i skuespil der ikke er båret af sang og musik. Hvordan jeg håndterer mine rekvisitter i forhold til hvilken situation jeg spiller. Hvilket tempo skal jeg have over for min medspiller for at gøre en konflikt tydelig. Rigtig mange musikalske valg, som gør, at det føles troværdigt det vi har gang i. 

Der ligger en særlig udfordring i det her med at være en minoritet og det kræver at man arbejder med en vis strategi. Hvad kan du sige om det her med at vælge sine projekter? 

- Jeg er så glad for det jeg laver, at jeg ikke kan forestille mig, at skulle noget andet. Derfor drømmer jeg om en lang og holdbar karriere. Lige nu er jeg i Aarhus Teaters faste ensemble. Som ensemblespiller medvirker man i 4 forestillinger om året, og det er så teatret, der sammensætter ens sæson. Det er rigtig skønt, for jeg får nogle kilometer i benene samtidig med, at jeg ikke skal bekymre mig om, hvad det næste job bliver, hvordan jeg skal få det, og om jeg nu har valgt rigtigt. Arbejdsro! Til gengæld lukker det for meget andet arbejde. Jeg kan jo ikke tage til København og filme, sige ja til en spændende forestilling, med en pisse fed instruktør, hvis jeg får det tilbudt eller udvikle på egne projekter. Drømme jeg også har. Hvad der er det mest rigtige at vælge kan jeg ikke svare på. Men for nu er det her er rigtigt for mig. Og jeg har heldigvis et langt arbejdsliv foran mig!

- Tak for de gode spørgsmål Elias! En virkelig dejlig måde at reflektere lidt over året der er gået på. Nu vil jeg kigge lidt på den flotte glasskulptur jeg har fået, og gå på arbejde. Vi har lige startet prøver på Stolthed og Fordom i fantastiske Dicte C Houmøllers dramatisering, hvor jeg skal spille Mr. Bingley. Det glæder jeg mig til. Håber du får en fantastisk sommer min ven. Lad os ses snart over en shisha