Dagbogsoptegnelse fra Egypten

Jeg ankommer til Borg El Arab 03:35. Jeg rejste fra København søndag 17:30 og mellemlander i Istanbul. Presser mig gennem paskontrollen, får betalt for mit visum. Ingen kø, her presser man sig gennem, først til mølle. En naturlighed i, hvad der for nogen virker ukontrolleret. Det passer mig perfekt.

Kontrollørerne bemærker mit navn og kommenterer det altid. ”Min far er marokkaner,” svarer jeg altid. Bagagekontrollen mumler noget til mig. Jeg forstår ikke. ”Money,” siger han. Jeg ryster på hovedet og går videre ud af lufthavnen. Jeg slæber mine tasker ud på parkeringspladsen og spejder efter mit lift, Mustafa med hestehalen, men jeg kan ikke finde ham. Jeg bliver opslugt af en gruppe mænd, der vil give mig et lift.

Jeg går tilbage til lufthavnen for at fange noget internet, men bliver afvist ved døren. Er du først gået ud, kan du ikke gå ind igen. Jeg går tilbage til lufthavnen og beslutter mig for at tage et lift, i samme øjeblik bliver jeg prikket på skulderen. ”Elias”, siger en mand, og der står han, Mustafa. 

Han tager mig med i sin bil. En dreng forsøger at vriste bagagen ud af

min hånd for at hjælpe mig med at få den ind i bilen. Jeg siger nej, men han insisterer, og jeg må betale ham nogle håndører. Derefter kører vi. Landskabet minder mig om Azemmour.

Vi taler ikke meget undervejs. Vinduet er åbent. Jeg fryser. Da vi ankommer, kan vi ikke finde mit hostel.

Vi forsøger at ringe, men ingen tager telefonen. 04:00 om morgenen. Efter noget tid finder vi det. Vi ringer på døren i en bygning på 2. sal og åbner døren. En meget træt unge kvinde åbner døren. Hun kigger på sin computer og fortæller mig, at jeg ikke kan tjekke ind før 12:00 om middagen. Jeg forklarer den mail, jeg sendte forud min rejse, og hun godkender.

Jeg går ned og henter min bagage, takker Mustafa og giver 1000 EGP frem. Han spørger: ”Hvad skal jeg bruge det til?”.

Vi taler arabisk. Jeg fortæller ham, at de er til ham. Han griner og siger: ”Det koster 150 EGP”. Jeg giver ham alligevel 200 EGP ekstra som tak. Han tager tøvende imod, men jeg insisterer. Vi skilles. 

Jeg går op og lægger mig. Der sover allerede to andre i værelset. Jeg sniger mig ud og børster tænder. Hopper ind under tæppet. Et stort iskoldt værelse. Jeg tænker det minder om værnepligt, inden jeg falder i søvn. 

Taknemmelig over at være nået frem. Jeg har ikke fået et indtryk af byen i mørket. Ikke andet en den mørke kystlinje og havet, der vugger i natten.