Digte og dramatik

Mit bidrag til Reception: Tidsskrift for nordisk litteratur, 2024, nr. 82

”Er du klar til at lægge poesien på hylden de næste tre år?” spurgte en mentor mig i 2022, da jeg var kommet ind på uddannelsen for dramatisk skrivekunst. På det tidspunkt svarede jeg et klart ”ja”. To år senere udkommer Djinn, min anden digtsamling.

Jeg har siden da ofte undret mig over, hvorfor jeg blev bedt om at vælge? Historien er jo fyldt med dramatikere, som også valgte at digte og omvendt. I mit eget arbejde tænker jeg ofte på Samuel Beckett, Jean Genet, Bertolt Brecht, Inger Christensen, Bjørn Rasmussen og Joan Rang, der alle sammen har insisteret på at arbejde på tværs af dramatik og poesi.

Men hvad er egentlig forskellen på poesi og dramatik?

Populært siges det, at dramatik er konflikt. Eksempel: To karakterer mødes på en bænk. Den ene er på vej til højskole i udlandet og vil fortælle den anden, at de skal slå op. Den anden vil for alt i verden blive i forholdet og forhindre den første i at tage afsted. Hvilke strategier vil de to karakterer bruge for at få deres mål gennemført? Modsatrettede viljer er kimen til en konflikt og måske, med lidt held, endda et godt drama.

Poesien er derimod ikke konfliktopsøgende i sin natur og ligeledes sat fri af den form for logik og kausalitet, der ofte driver en scene frem. Poesien eksisterer i kraft af sig selv, uafhængig af det system, der er nødvendigt for at gestalte en dramatisk tekst. Jeg oplever på den måde poesien som en mere ensom eller fri erfaring.

En scenisk tekst er noget, vi skriver til skuespillere, publikum, scenograf og instruktør etc., hvis ikke vi instruerer selv, som jeg også har gjort. Som dramatikere har vi de redskaber i vores værktøjskasse, der bl.a. består af replikkerne og den gådefulde regi. En dramatisk tekst er på den måde i sin natur afhængig af flere personer og bliver derfor også skrevet med en anden intention og et andet formål. Den intention, at den er designet til et særligt rum, scenen.

Deri indeholder poesien for mig at se en større uforudsigelighed. Når jeg er begyndt at skrive et digt, ved jeg næsten aldrig, hvor det fører mig hen, eller hvor det skal ende, hvis det da overhovedet skal ende? Et digt har jo ikke på samme måde en dramaturgi eller en tidsbegrænsning, som de fleste forestillinger har.

Ligeledes har jeg tænkt, at når jeg oplever stykker med karakterer, der taler poetisk, så fremstår de som mindre troværdige. For selvom det lyder smukt og kan være et særligt greb, at en karakter kun skal tale i jamber, så er det de færreste personer, vi kender, der taler sådan. I det tilfælde har vi som publikum indgået aftalen om, at dét, som vi bevidner i denne forestilling med dette sprog, er en forvrængning af virkeligheden.

Det interessante for mig at se er dog, at dramatikken er i stand til at rumme poesien, referere til den, citere og konkret bruge den som en del af fortællingen. Jeg har selv skrevet digte i flere af mine forestillinger. I ”Den unge Elias’ Lidelser” er scenerne opbrudt af digte, der tjener til at drive plottet frem. Værket står tilbage som en hybridform, der blander digte med monologer. Jeg har set bogen stå under poesi og andre steder under dramatik. Jeg synes egentlig, begge er gode bud og nyder folks besvær med at placere den i en enkelt kategori.

Plakat til forestillingen FREMMEDLEGIONEN

I 2022 skrev og instruerede jeg ”FREMMEDLEGIONEN”, et dystopisk krigsdrama, hvor hovedkarakteren, DRENGEN, ankommer til et krigsramt Aarhus hele vejen fra Algeriet. Blandt al den død og ødelæggelse, han oplever, taber han sproget og sine replikker. I slutningen er det eneste, han formår at forlade, slagmarken, ved at vende tilbage til det, han tabte i krigen, poesien. Han reciterer et digt på arabisk af den syriske poet Hanadi Zarka og derved genvinder han sit modersmål, viljen og evnen til at italesætte den vold, som krigen efterlader i mennesket. Drengens eneste mulighed for sproglig forløsning sker gennem poesien.

I min dramatisering af Selma Lagerlöfs ”Køresvenden” (2024) er det første gang, der ingen digte optræder i min dramatik, men alligevel finder poesien en vej. Køresvenden som karakter er baseret på en svensk folkemyte, om dødens køresvend, der høster de døde sjæle. Han rejser gennem tid, verdener og dermed også sprog, da han er den eneste af de fire karakterer i stykket, der bruger sit eget sprog, som han har adgang til i kraft af sin mytologiske oprindelse og sin evne til at gå ind og ud af levende og døde dimensioner. Han afslutter stykket med en henvendelse til publikummet, ikke med et digt, men med en afskedsreplik.

Da jeg skrev stykket, arbejdede jeg længe på hans udgang. Hvad skulle han dog efterlade publikum med? Jeg vidste, at det skulle indeholde en art af poesi. Og dermed blev det tydelig for mig, at når jeg skriver, så trækker jeg på forskellige kanaler ift. dramatikken og poesien.

Det at skrive dramatik handler om at vælge, at træffe valg og fravalg. Det at skrive poesi, handler om at lade digtet træffe valgene for én. Jeg har valgt ikke at vælge mellem poesien og dramatikken, men arbejde ind og ud af begge rum og forene dem.