Scene fra uudgivet forestilling

Scene 1​

To detektiver på aftenvagt på stationen. De laver papirarbejde. Det er sent. De er de eneste to tilbage på arbejdet

BETJENT 01:  

To tons af det skidt, fragtet ind i et containerskib.     

BETJENT 02:   

Det sædvanlige?  

BETJENT 01:  

Ja, men denne gang var det pakket ind i marokkanske vaser. Virkelig smukke. Fantastisk håndværk. En synd at de skulle smadres.   

BETJENT 02:  

Folk vil hellere have hårde stoffer end god kunst.  

BETJENT 01:  

Ja. Det skulle åbenbart være det bedste på markedet. De siger, det får farverne i dine øjne til at løbe ud.   

BETJENT 02:  

Hvem er de?   

BETJENT 01:   

Junkierne på havnen.  

BETJENT 02:   

Hænger du tit ud på havnen?   

BETJENT 01:  

Ja for tiden. Vi fik nogle rapporter om, at de lokale havde spottet en hvidhaj i vandet.   

BETJENT 02:  

Endnu et uidentificeret objekt.  

BETJENT 01:  

Det viste sig at være en russisk ubåd. Den havde ramt molen og var kæntret, helt ubemandet. 10 kg af det lort lige ind i danskernes hjem.   

BETJENT 02:  

Det er et vestligt fænomen.  

BETJENT 01:  

Åbenbart.   

Den ene betjent finder sine solbriller frem fra lommen og tager dem på. De to arbejder videre

BETJENT 01:  

Hvad tror du egentlig, der er dyrest? En marokkanske lervase importeret fra Kairo og solgt i Illum eller en 2 grams pose af det her junk solgt ved cisternerne?  

BETJENT 02:  Godt spørgsmål. Hvorfor spørger du?  

BETJENT 01:  

Jeg er bare nysgerrig.  

BETJENT 02:    

Pas på med det.    

BETJENT 01:  

Har du aldrig haft lyst til at prøve det?   

BETJENT 02:  

Prøve hvad?   

BETJENT 01:  

Det nye stof.  

BETJENT 02:  

Nej.  

BETJENT 01:  

Tricket er, at man opløser det i vand, og så drypper man det i øjnene.   

BETJENT 02:  

Det er ikke nogen hemmelighed.  

BETJENT 01:  

Effekten skulle efter sigende vare ved i månedsvis.   

BETJENT 02:  

Ja okay.   

BETJENT 01:  

Men jeg fatter ikke, man kan gøre det ved sig selv. Jeg får kvalme bare ved tanken.   

BETJENT 02:  

Der er tydeligvis flere, der godt kan lide det. Prøv at tage en tur ned langs Store Torv klokken 20.00. 

BETJENT 01:   Jeg har ikke set noget.   

BETJENT 02:  

Hvad?   

BETJENT 01:  

Bare så du ved det.    

BETJENT 02:  

Hvad sagde du?  

BETJENT 01:  

Glem det.   

BETJENT 02:  

Jeg tænkte det nok. Lad os komme videre, så vi kan få lukket sagen, og jeg kan komme hjem.   

Den ene betjent rækker en mappe med dokumenter til den anden   

BETJENT 01:  

Det var et Freudian slip.  

BETJENT 02:  

Hvad?  

BETJENT 01:  

Stoffet. Det kalder de det. Freudian slip. De siger det var det, der slog den mistænkte ihjel.   

BETJENT 02:  

Syntes du selv, det er sjovt?  

BETJENT 01: 

En smule. 

BETJENT 02: 

Han døde af en overdosis.  

BETJENT 01:  

Gjorde han? Det stod der da ikke noget om i rapporten.  

BETJENT 02:  Gjorde der ikke?   

Betjent 02 tager solbrillerne af og kigger i mappen

BETJENT 01:  

Nej  

BETJENT 02:  Du har ret. Det må havde været noget, jeg har drømt.   

BETJENT 01:  

Ja.   

BETJENT 02:  

Det er sent, og jeg er træt. Godt du rettede mig.  

BETJENT 01:  

Ja vi er vist også færdige her for i dag.   

De to begynder at pakke sammen  

BETJENT 01:  

Er der noget, du gerne vil fortælle mig?  

BETJENT 02: 

Ja, du skal bare gå i forvejen, så skal jeg nok sørge for at sætte papirerne på plads som det sidste og låse af.   

BETJENT 01:  

Er du sikker? 

BETJENT 02:  Ja, ja. Jeg har også glemt mine nøgler inde på skrivebordet.   

BETJENT 01:  

Okay så. Ses i morgen partner.  

BETJENT 02:   

Det gør vi. Sov godt.   

Betjent 01 og 02 tager hver især deres frakke og forlader scenen i hver sin retning