Slettet scene fra Køresvenden

Slettet scene fra min dramatisering af Køresvenden på Aarhus Teater

SCENE: 06

David Holm ligger på bunden af dødskærren. Den halte hest har sat i bevægelse og trasker hen ad gaden der fører ud af byen, bort fra husene og gadelygterne. Helt ud til bygrænsen.

KØRESVENDEN:

Hvis bare menneskene vidste, hvor let det er at hjælpe dem over grænsen, der er færdige med deres arbejde, og som har opfyldt alle pligter, og for hvem båndene næsten er slidt over. Det er fordi, sygdommen har spredt sig. Hvis bare de vidste, hvor svært det er at befri den, der ikke har gjort noget færdigt og fuldkomment, og som må efterlade alle dem, han har elsket. Så ville menneskene måske gøre sig umage for at gøre køresvenden arbejde lettere. Men nu ved jeg bedre end før, hvad menneske formår. De kommer ganske bestemt til engang at besejre denne fjende med kundskabens og ihærdighedens våben. De kommer ikke til at hvile, før de har gjort sig fri af både den og af alle de andre store sygdomme, der fælder dem før modenheden. Det er det, som sagen afhænger af. Menneskene er så ivrige efter at ordne alting på bedste vis i deres verden, at der kommer en dag, hvor al fattigdom, krig, drukkenskab og elendighed ikke findes mere.

Pause

KØRESVENDEN:

Nu må du ikke køre med længere. Jeg skal nok give ham din hilsen.

DAVID HOLM:Hvem taler du med?

KØRESVENDEN:

Men hvis han gør bod og angrer?

DAVID HOLM:

Edith?

KØRESVENDEN:

Men hvis han kan sone sine onde gerninger?

DAVID HOLM:Svar mig.

KØRESVENDEN:

Men hvis han nu omskaber sig og bliver en anden?

DAVID HOLM:

Edith er det dig? Kom tilbage!! Tilgiv mig

David Holm rejser sig og flagrer i kærren. Han griber ud mod den tomme luft, som om han prøver at indfange noget. Tilbage står han med sin gamle jakke.

KØRESVENDEN:

Vi må videre. Vi har et sidste ærinde, inden solen står op.

Køresvenden på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte